Er du skæv?
”Jeg er skæv”, ”mit bækken er skævt”, ”mine ryghvirvler sidder forkert” eller, ”kan du rette mit bækken” er sætninger jeg hører ugentligt på klinikken. Spørgsmålet er hvad disse udsagn dækker over?
Indenfor både kiropraktikken og osteopatien er der teorier om at led, især rygsøjle og bækkenled kan ”sidde forkert”. Ofte bliver de omtalt som ”subluxated” eller ”lesioned” (1). Der er dog ikke tale om, at en knogle er fuldkommen ude af led, som man f.eks kan opleve, når en skulder går rigtigt af led. Dette vil oftest medføre massive smerter og en tur på skadestuen. Præmissen er, at led kan være i en ændret position som gør at vi har ondt. Behandleren retter derfor denne fejlposition ved hjælp af forskellige teknikker, hvilket vil reducere fejlstillingen og dermed også smerten. Disse teknikker kaldes mobilisering eller manipulation, men som de fleste vil kalde ”at knække leddet”.
Når vi undersøger disse teorier videnskabeligt, finder vi flere problemer:
Første problem er at kiropraktorer, osteopater og fysioterapeuter ikke er enige om hvilke led der er problemer med når de undersøger den samme patient (2), om end der stadig forskes i at optimere denne enighed (3). At fagpersoner ikke kan blive enige om dette, er et stort problem, da de vil have forskellige meninger om, hvor årsagen til smerten sidder. Vi har i dag præcise røntgenoptagelser med video, der kan vise hvilke, og hvor meget, ryghvirvler kan bevæge sig. Når fagpersonerne skal svare på hvilke hvirvler, de tror, der bevæger sig mest svarer de ofte forkert (4).
Et andet problem er at tage udgangspunkt i at disse skævheder giver smerter, eller disponerer til smerter. Vi har ikke belæg for at de skævheder, ”låste led”, ”skæve bækkener” der diagnosticeres disponerer til smerter(5). Mennesker helt uden smerter har benlængdeforskel, skæve rygge, skæve bækkener osv. Vores kroppe er ikke symmetriske og det er, til en vis grænse, helt normalt!
Et tredje problem er at selve behandlingerne ikke retter nogle skævheder. Vores led sidder, med al sandsynlighed, på samme måde som før en behandling. Når vi knækker eller mobiliserer, bevæger vi leddene og det kan føles som om de efterfølgende ”sidder rigtigt”. Vi kan i dag optage, f.eks. en manipulation af nakken live og dermed se hvad der sker før, under og efter manipulationen(6). Det ses at de led der knækkes, bevæges under selve knækket, men der ser ikke ud til at være en blivende ændring af positionen af leddene.
Over tid kan vi heller ikke se at manipulationer ændrer nakkens kurver(7). I bækkenets led har man med præcise målemetoder vist at bækkenleddets position ikke ændrer sig fra før til efter en manipulation,(8). Så at dit led har en ændret position efter et ”knæk” er med andre ord ikke korrekt trods det føles sådan. Vores følelse i kroppen er ikke en direkte afspejling af hvad der sker biomekanisk.
Vi har derfor ikke noget belæg for at bruge termer som ”låst”, ”skævt bækken” eller ”skæv ryghvirvel”. At få en sådan besked om ens krop kan måske forværre ens situation da man vil tro at der ikke er bedring før man er blevet ”rettet”, og at man er afhængig af behandleren eller den rigtige øvelse.
Men jeg får det jo bedre?! De der har prøvet at få manuel behandling med effekt, kender følelsen af at man efterfølgende har mindre ondt og mange har følelsen af ”at det sidder rigtigt”. Når det nu ikke skyldes biomekaniske faktorer, hvad skyldes det så? Det kommer næste opslag til at handle om for manuel behandling kan stadig have sin berettigelse..
1. Bialosky J.E et al. Unraveling the Mechanisms of Manual Therapy: Modeling an Approach. J Orthop Sports Phys Ther 2008;38(6):293-295
2. Seffinger, M.A. Reliability of spinal palpation for diagnosis of back and neck pain: a systematic review of the literature. Spine (Phila Pa 1976)
3. Degenhardt, B.F et al. Interobserver Reliability of Osteopathic Palpatory Diagnostic Tests of the Lumbar Spine: Improvements From Consensus Training. JAOA • Vol 105 • No 10 • October 2005
4. Branney J, Breen A.C. Does inter-vertebral range of motion increase after spinal manipulation? A prospective cohort study. Chiropractic & Manual Therapies 2014, 22:24
5. Lederman E. The fall of the postural–structural–biomechanical model in manual and physical therapies: Exemplified by lower back pain. CPDO Online Journal (2010), March, p1-14
6. Schneider M. et al. Intervertebral Kinematics of the Cervical Spine Before, During and After High Velocity Low Amplitude Manipulation. The Spine Journal (2018)
7. Shilton M. et al. Does cervical lordosis change after spinal manipulation for non-specific neck pain? A prospective cohort study. Shilton et al. Chiropractic & Manual Therapies (2015) 23:33
8. Tullberg T. et al. Manipulation Does Not Alter the Position of the Sacroiliac Joint: A Roentgen Stereophotogrammetric Analysis. Spine, Issue: Volume 23(10), 15 May 1998, p 1124–1128